• Den gode historie

    Mentor hjælper ung mand væk fra det kriminelle miljø

    Artiklen handler om, hvordan en ung mand fik støtte til at lægge det kriminelle miljø bag sig og komme i gang med uddannelse og beskæftigelse.

    Mohammed er tyve år, da mentoren møder ham. Han har gennem det sidste halvandet år siddet varetægtsfængslet.

    Det har påvirket Mohammeds selvværd, at sidde i fængsel, og han har ikke meget håb for sin fremtid. Han har udviklet et hashmisbrug, mens han har siddet inde for at håndtere den psykiske belastning.

    Mohammed har ikke netværk uden for det kriminelle miljø, og han får ingen støtte fra sin familie. Han kommer tit op at skændes med sin far, som ikke kan rumme, at Mohammed ikke har bedre styr på sit liv.

    En tillidsfuld relation

    Mentoren har fra start fokus på at opbygge en tillidsfuld relation til Mohammed. Han er til rådighed alle døgnets 24 timer, så Mohammed kan ringe til ham, når det brænder på. Han er derudover opmærksom på at anerkende Mohammeds oplevelser og ønsker for sin fremtid.

    Støtte i en bedre retning

    Mohammed er motiveret for at få et andet liv, men han har efterhånden gjort sig så mange dårlige erfaringer, at det synes umuligt for ham, fortæller han.

    De dårlige erfaringer har givet ham et lavt selvværd og manglende tro på sine fremtidsmuligheder. Han vælger derfor, kort efter han er blevet løsladt, at gå til en psykolog.

    Hos mentoren får han sideløbende støtte til at tage nogle initiativer, som kan føre ham i en bedre retning. Mentoren hjælper ham med at finde et værelse at bo i, og de undersøger, hvilke beskæftigelsesmuligheder, han har. I samarbejde med kommunen får Mohammed bevilget et lastbilkørekort, som han begynder at tage. Det er en udfordring for Mohammed, men mentoren støtter ham i at blive ved. 

    Mohammed har et ønske om at blive pædagog. Han har været igennem meget selv, og han vil gerne gøre en forskel for andre. De får sendt en ansøgning afsted til uddannelsen. Mohammed bliver optaget på pædagoguddannelsen, og han starter på den året efter sin løsladelse.

    Erfaring med at lykkes

    I forbindelse med uddannelsen og med støtte fra mentor, lykkes det Mohammed at få en elevplads på et bosted. Det er svært at skaffe en elevplads, og Mohammed er heldig, at blive udvalgt.

    Mohammed får mere og mere erfaring med, at tingene lykkes for ham. Gennem uddannelsen får han et nyt og bedre netværk, som gør det nemmere for ham at holde sig ude af de kriminelle kredse. Forholdet til faren er også blevet bedre, nu hvor faren kan se, at Mohammed bevæger sig i en bedre retning.

    Den positive udvikling gør, at Mohammed lægger hashen helt på hylden.

    Tro på fremtiden

    Det er nu lidt over to år siden, Mohammed blev løsladt, og meget er sket siden da. Mohammed oplever, han er et godt sted i dag. Han har håb for sin fremtid, og han har tro på, at det kan lykkes. Den positive forandring kom i takt med, at Mohammed fik erfaring med at lykkes med de ting, han satte sig for. Han er i dag selvkørende og har ikke længere brug for støtte til at fastholde den positive udvikling.

     

    Tilbage til den gode historie

    SOKON Socialkonsulenter ApS

    Kratbjerg 303
    3480 Fredensborg

    Telefon: +45 48 23 26 71
    Mail: info@sokon.dk

    SOKON opfylder kravene forbindelse med GDPR

    Få nyheder fra os direkte i din mail

    Vi deler ud af erfaringer, cases og vores arbejde.

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev:

    www.sokon.dk bruger cookies

    Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. www.sokon.dk bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookies på www.sokon.dk her--